• Han tjente milliarder på Danmarks nej til euroen i 1992 – nu skal han være USAs næste finansminister

    Source: BDK Finans / 23 Nov 2024 04:18:29   America/Chicago

    Dramaet om valget af USAs finansminister er slut. Og der er i høj grad grund til at dvæle ved, hvorfor det skulle tage dagevis for Trump at vende tilbage til den kandidat til jobbet, som måske fra starten var hans egen favorit. Det var et opsigtsvækkende tweet, da verdens rigeste mand og lederen af Trumps nyoprettede kontor for offentlig effektivisering, Elon Musk, pludselig blandede sig i, hvem hans »chef« skulle udpege til Treasury Secretary. Det er temmelig uhørt. Her kastede Elon Musk sig bag finansmanden Howard Lutnick, den netop udpegede handelsminister – som kun lige mangler senatets blå stempel for at blive godkendt – med den begrundelse, at han ville stå for reel forandring og ikke »business as usual«. Man kan næsten ikke tænke sig en værre kritik end at være kedelig for en regering, som har lovet vælgerne forandring. Forskellige medier har beskrevet, hvordan Elon Musk og Howard Lutnick, som er den ene formand for Trumps transitionsteam sammen med den kommende sundhedsminister Linda McMahon, øjensynligt har etableret et nært forhold i løbet af og efter valget; så godt forhold, at det har irriteret Donald Trump og reelt bidrog til at sende Lutnick i handelsministeriet frem for det større og tungere finansministerium. I USA er finansministeren nummer fire i Trump-administrationens formelle hieraki efter udenrigsministeren og vicepræsidenten. Nu bliver det så den mand, som Elon Musk kaldte »business as usual«, hedgefond-milliardæren Scott Bessent på 62 år, som alligevel ender i jobbet som USAs finansminister og dermed erstatter den respekterede økonom og tidligere Federal Reserve-chef Janet Yellen 20. januar 2025. Første magtkamp mellem store egoer Man kan ikke undgå at fortolke forløbet omkring udnævnelsen af Bessent som den første lille magtkamp mellem to af de største egoer i USA, Musk og Trump, hvor den nyvalgte præsident ender med at markere, hvem der bestemmer. Det hører med til historien, at den forlængede proces med at udpege en finansminister ikke mindst fik den anerkendte økonom og måske kommende Fed-chef Kevin Warsh til i nogle dage at være favorit til jobbet hos bookmakerne på Polymarket. Scott Bessent, som ikke var med på min liste, da jeg lige efter valget beskrev Trumps mulige økonomiske rædselskabinet, har ingen erfaring fra tunge politiske embeder eller er noget stort navn blandt amerikanske økonomer. Det er imidlertid kun to af de kvalifikationer, som skal til for at nye respekt i jobbet. Der er i USA en lang tradition for at hente tunge finansfolk fra Wall Street ind i Finansministeriet. Man behøver bare nævne Bill Clintons finansminister, Robert Rubin, Henry Paulson under George W. Bush eller Steven Mnuchin under den seneste Trump-administration. De har alle været respekterede finansministre. Scott Bessent er ikke et ekstremt valg, men omvendt et valg, som flugter med Donald Trumps valgløfter om at genskabe USAs økonomiske storhed, føre krig mod andre landes uretfærdige handelspolitik, herunder ikke mindst Kinas, samt ikke mindst holde inflationen og amerikanernes leveomkostninger i skak. Der bliver – desværre – endnu ikke talt så meget om verdens største offentlige gæld, selvom det kan vise sig at være det allerstørste problem, som Scott Bessent skal balancere, når han lander i jobbet. Tværtimod så er det en del af Trumps økonomiske plan at videreføre fortidens store skattelettelser, hvilket vil være en betydelig byrde for de amerikanske statsfinanser. Kongressens komité for Ansvarlige Føderale Budgetter, the Committee for a Responsible Federal Budget, har i valgkampen slået fast, at Trumps økonomiske plan vil øge den føderale gæld med 15.000 milliarder dollar, mens demokraten Kamala Harris med sin plan ville øge gælden med 8.000 milliarder dollar. Det er uforståeligt store beløb, når den føderale gæld allerede ligger på 36.000 milliarder dollar og på den forkerte side af 100 procent af USAs samlede BNP. Alene de føderale renteudgifter er eksploderet i de seneste år. Et rente- og inflationschok ville dermed sammen med en økonomisk nedtur kunne vælte læsset. Til angreb på økonomerne Scott Bessent er gået til angreb på de økonomer, som har advaret om, at Trumps handelspolitik vil løfte inflationen. Bessent peger på, at det ikke skete, da Trump indførte straftold i sin første præsidentperiode. Synspunktet blev i går i øvrigt bakket af af Nordeas chefstrateg Josephine Cetti i Berlingske. Så hvad er det for et menneske, som får et af verdens største økonomiske job ved siden af at være chef for Federal Reserve eller chef for ECB i Europa? Scott Bessent har fået tilnavnet Wall Streets »stille dræber« for hans rolle i en række spektakulære handler i Wall Street. I dag driver han den forholdsvis lille hedgefond Key Square Group med cirka 4 milliarder kroner under forvaltning. Han menes selv at have en formue på én milliard dollar. Scott Bessent skabte sit navn, da han arbejdede for en af verdens største spekulanter, ungarskfødte George Soros. Han var en del af det hold, som i 1992 grundlagde Soros' enorme formue ved at vælte det britiske pund under den europæiske valutakrise. Det er måske stadig en af de seneste 100 års mest spektakulære handler, at Soros og andre spekulanter »sorte onsdag«, 16. september 1992, tvang den britiske regering til at lade pundet devaluere og i et højdramatisk øjeblik udtræde af den europæiske valutakursmekanisme. Jeg dækkede, sjovt nok, den europæiske valutakrise tæt i 1992-1993, da jeg arbejdede som student i Danske Banks valutaanalyse. Det var det vildeste år i Europa. Valutakrisen blev udløst af det danske nej til euroen ved folkeafstemningen 2. juni, hvilket satte et grundlæggende spørgsmålstegn ved, om den fælles mønt ville blive indført. Det udløste hos George Soros og med hjælp fra hans unge Yale-uddannede statskundskaber Scott Bessent den analyse, at Storbritannien ville være ude af stand til at gennemføre et langvarigt forsvar af pundet, fordi det ville smadre den britiske økonomi. Logikken var enkel nok, nemlig at de britiske boligejere primært havde variabelt forrentede boliglån, hvilket ville betyde at et forsøg på at forsvare pundet gennem høje renter, ville ødelægge de britiske boligejers økonomi. Det er også risikoen i Danmark, hvor en stor del af boligejerne har korte lån. Splittede hele Europas valutasystem efter dansk nej Soros tjente 1 milliard dollar på den spekulationsforretning, hvor Bessent var et ledende medlem af holdet, som udførte det i praksis. Ja, hele den europæiske valutakrise, som stod på i et år, endte med, at spekulanterne splittede hele den europæiske valutakursmekanisme fra hinanden og sendte den danske krone i en dyb, voldsom, men kort rutsjetur i august 1993. Man kan roligt sige, at Bessent forstår de kræfter, som kan vælte markeder og store økonomier. Det skal han have. Fra 2011 til 2015 var Bessent investeringsdirektør i Soros Fund Management. Scott og Bessent har, i lyset af at Bessent idag støtter Trump og bidraget til hans valgkampagne, næppe været helt enige om politik. George Soros har brugt millioner på at støtte Harris i valgkampen. Medierne skriver, at Soros og Bessent ikke har talt sammen i årevis, selvom Bessents hedgefond blev startet med kapital fra George Soros. Alligevel er bundlinjen klar. Scott Bessent vil nyde tillid og lidt frygt i Wall Street, og derfor kan Trumps valg af finansminister ses som forholdsvis moderat i modsætning til, hvis han havde valgt eksempelvis handelskrigeren Robert Lighthizer, handelsudsending i Trumps første administration, i stedet for. Trump ønsker tydeligvis ikke at eksperimentere alt for meget, når det gælder, hvem der skal tegne den økonomiske politik. Men som det er med Trump, så skal man også kigge på de helt bittesmå detaljer i forhold til, hvem han omgiver sig med. I historien om Trump som en dybt højreorienteret politiker, som samler de mest reaktionære politiske kræfter i USA, er Scott Bessent en slags modsigelse. Scott Bessent er den første åbent homoseksuelle mand til at blive finansminister. Privat er han gift med en tidligere anklager i New York, John Freeman. Sammen har de to børn. De har netop sat deres historiske hus, The John Ravenel House, i sydstatsbyen Charleston i South Carolina til salg for 22,5 millioner dollar. Der er på den måde noget i udnævnelsen af Scott Bessent, som slet ikke rimer med alle fordommene om Trump og hans regering. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/han-tjente-milliarder-paa-danmarks-nej-til-euroen-i-1992-nu-skal-han
Share on,